HISTORIER SIDE 2

Godnathistorier lige før jul 1984.

Far har taget Anne, Jesper og Jannie med i seng, for at få dem til at sove. Og så begynder de at fortælle hinanden opdigtede historier, det minder helt om, den gang mor gik på arbejde om aftenen, da hændte det ofte, at de gik i seng sammen alle 4, og fortalte hinanden historier inden de skulle sove, det bliver jo ikke rigtig til noget når mor er hjemme.

Far fortæller selvfølgelig om julemanden, og denne julemand kom fra Grønland, og han smed julepakker ned gennem skorstenen. Så var det Jespers tur til at fortælle. Hans historie slægtede fars meget på, men han smed dog ikke pakkerne ned gennem skorstenen, men lagde dem i postkassen. Så var det Jannies tur, hun havde nu hørt 2 historier. Og så øh... kom julemanden og så øh... smed han pakkerne ned gennem skorstenen, og så øh... kunne menneskene ikke forstå hvor pakkerne var, da de gik ud i postkassen.

Billedet er fra da mor gik på arbejde om aftenen og far puttede

***

***

Anden søndag i advent d. 9. december 1984.

Vi har haft en hyggedag i dag, der har været juleklip, julebagning og vi skulle have æbleskiver og gløgg om aftenen ved adventkransen, juleplade og tændte stearinlys. De store  har løbet ude på græsplænen og leget tik, ved juletræet med lys i, og da klokken blev 20.00, sagde jeg til Jannie, løb ud og sig de skal komme ind og få gløgg og æbleskiver. Kort tid efter kom de ind sammenkrummet af grin. Jannie var glædestrålende løbet ud og råbt, vi skal ha' skiver, vi skal ha' skiver.

Jannie 29. oktober 1984.

Jannie løber med Jesper og Nikolai op af vejen, trods det at jeg står og råber og skriger som en gal, da hun er indfanget bliver formaningstalen holdt, og slutter med, at så kan mor jo ikke forstå hvor du er henne, og hun kan ikke finde dig. Og så er det  der kommer med den største selvfølgelighed, ja men mor "Jeg kommer da hjem kl. halv 10 i morgen".

Der er noget der hedder tid og klokken, men hvordan det skal bruges, varer dog nogle år endnu, inden der kommer forståelse for det.

***

25 oktober 1984 Anne 10 år.

Hardy Andersen ringer en aften sidst på sommerferien. Vi har gået og holdt øje med Anne, og hun er jo noget af et naturtalent, og vi har tænkt os at prøve at sætte hende på springholdet med det samme, og lade hende prøve om hun kan klare det, 4 uger til at starte med. Normalt kommer de først på talentholdet, men vi prøver at springe over. Anne er den første, vi vil prøve og se om hun kan klare det, vi tror selv der er gode chancer, hvad siger i til det.

Det kom som et lyn fra en klar himmel, jeg får da sagt, at hvis de synes det er en god ide er det ok. fra vores side, og Anne behøver vi ikke spørge, jeg ved hun bliver ellevild. Det er i orden, hun starter med det samme, farvel.

Sikker en melding at få, da jeg har sundet mig lidt, breder der sig en stolthed i mig, tænk at være mor til sådan en dygtig pige, det var en hel fantastisk fornemmelse at få at vide, at ens datter var noget særligt, noget af et naturtalent, det kan man da kun blive stolt af. Når man så tænker sig at hun kun vejede 850 gram ved fødslen, og man fik at vide at man nok skulle forvente at hun måske blev lidt skrøbelig, og sygdomme nok ville hænge mere på hende. Det har du gjort grundigt til skamme Anne, der var ikke mange chancer for at overleve, og da du så overlevede, blev du så kvik, som ikke alle normal fødte børn oplever at blive. 2 måneder efter får vi at vide, at Anne som forventet følger fint med, og hun skal forsætte på holdet som en af flokken.

Anne går i 4 klasse, og så er der en fra 5 klasse, ellers går de alle i 6 og 7 klasse. Anne selv er stolt som en pave, over at være med, og møder op hver eneste træningstime, kun sygdom er en undskyldning for hende, selv børnefødselsdage bliver afbrudt for at kunne komme til træning.

Anne jeg håber du bliver ved med at være glad for det, hvis ikke, så skal du holde, det må for guds skyld ikke blive en tvang, eller noget du gør for et par stolte forældres skyld.

Anne kommer glædestrålende hjem og fortæller, at de skal gå i spinat til gymnastik.

Jannie 3 år. 8. oktober 1984.

Jannie fylder 3 år., hvem kan forstå det, hun er jo noget af en bandit (det er kærligt ment), lidt forkælet. Når du laver kunster, griner de andre af det (såmænd også faderen) så er det altså ikke nemt at opdrage.

***

***

25 oktober 1984.

Det er forfærdeligt som tiden går, jeg får ikke skrevet i bogen, det kan ikke blive ved med at gå, jeg går jo og glemmer hvad der sker.

Sommeren 1984. camping i Harzen.

Vi har pakket alt habengut, i vores venner Frank og Kirstens campingvogn, som vi har lejet i 11 dage, så nu er turen gået til Goslar i Harzen, hvor er det da et dejligt sted, vi har drømt om meget smukt, men at det skulle gå i opfyldelse, var en stor overraskelse, der er ikke det vi ikke har oplevet.

Vi har blandt andet set et meget fin optog i Goslar (der var byfest), inden vi drog afsted fortalte vi Jannie, Jesper og Anne at vi sulle se et optog. Jannie var straks fyr og flamme, mor vi skal ind at se et tog ikke også, det var meget svært at forklare hende hvad et optog var.

***

***

24 maj 1984

En besejret mor.

Vi har lige fået lavet et fint fuglebassin, og det synes alle ungerne også, det var alletider til deres skibe, og for den sags skyld også som soppebassin, hvilket moderen og faderen ikke syntes om. Det havde regnet en tid. Jesper, Nikolai og Jannie løb på græsplænen, og ned i fuglebassinet og op igen, det syntes de var vældig. Jeg havde råbt 5 gange, at de skulle lade være, for de fyldte det nyrensede bassin med skidt. De reagerede ikke, jeg stod på terassen, og Jesper svarede næsviset igen. Lige pludselig tabte jeg tålmodigheden, satte i løb efter Jesper, han svingede bradt til den anden side, mens de andre stod og så på, mig bag efter troede jeg da. Det regnvåde græs var som en skøjtebane, og så kunne det nok være, at jeg rutsede på buksebagen flere meter i den forkerte retning, hvilket selvfølgeligt resulterede i latterbrøl, jeg måtte se mig besejret, og hvad kunne jeg andet, end at grine med, men dog stadig formanende, mens jeg bakkede hen mod terassedøren. Jeg skulle ikke nyde noget af at vise min buksebag, der så ud som om  jeg havde tisset i buksernen, det ville kun gøre mig yderligere til grin.

***

Jesper 5 år. 20 maj 1984.

Det er søndag far er på arbejde, så vi har været ved at bage, har lavet kaffe og pakket en kurv, nu drager vi af med kaffen til Grenaa Rustfri, hvor far arbejdede, Mogens,Anne Jesper, Jannie og mor. Vi drikker kaffe, og snart går det hjemad igen. Vi kører omkring ridehallen, og vi ser der er ridestævne, vi holder ind i siden af vejen, og betragter rytterne. Der er mange der har fulgt vores eksempel, så vejsiderne er tæt pakket af biler og mange mennesker. Da vi har set nok, lister jeg lige så stille bilen ud på vejen, det er lidt af et mesterstykke, at komme gennem vrimlen, så al min opmærksom er rettet på meneskevrimlen, en dejlig dag, folk kigger opmærksomt på en, og jeg svarer igen med venlige nik. Indtil jeg fornemmer en fnisen og forsat grinen fra Mogens og Anne, og så er det at ens moderlige instinkt siger, der må være noget galt. Så opdager jeg at Jesper har rullet vinduet ned og bruger vindueskarmen som siddeplads, med armene hvilende på taget, med den fineste udsigt af os alle. Anne og Mogens bryder ud i vild latter. Jeg bliver gal i hovedet, det tror pokker at alle folk glor. Ind med knægten, med ikke alt for blide kommentarer og ryk, han blev lidt forskrækket over min lidt voldsomme reaktion, men han har en vis evne til at redde alle situationer, så det ender med morskab. Da han har sundet sig et par sekunder, gnider han sig i det ene øje, og udbryder "jeg fik vist lidt at en hestepære i det ene øje. Mogens og Anne er blå i hovedet af grin, og har nok at gøre med at hive efter vejret.

***

Jesper 5 år. 23 februar 1984

Alle mødres skræk.

Jeg var taget til Grenaa med alle 3 unger, vi skulle ind og have nye cowboybukser til Jesper. Alt går fint, Jesper beholder bukserne på, hvorefter vi går til næste butik, det er en garnforretning med ophørsudsalg, den er selvfølgelig fuld af mennesker. Jeg leder efter garn, i medens begynder Jesper at klø "mor det klør", "det er nok de nye bukser", siger jeg. Jesper klør videre, og siger endnu mere irriteret "mor det klør altså", jeg siger igen "det må være de nye bukser" lige som for at fortælle de andre i butikken, at det er ganske uskyldigt. Jesper lader sig ikke formildne, og så springes bomben, "mor jeg tror det er lopperne", efter at den værste lammelse er forsvundet, siger jeg med bedste overbevisning, sådan noget sludder vel er det ej. Jeg får skyndsomt betalt, og kommer ud af den frelsende dør. Til min lettelse, var der ikke nogen der lod sig mærke med den komiske situation, om de virkelig ikke havde hørt det, eller de bare var høflige, det ved jeg ikke. Jeg skulle ikke i flere forretninger den dag.

 

29 januar 1984

Anne, Jesper og Jannie hvor leger i godt sammen, når kameraterne er gået hjem. Når det nærmer sig tv-avis tid, leger i som regel aller bedst sammen. I leger alverdens ting, i aftes havde vi fået Kim Larsens nye plade, og i fik hver en ølflaske med saft i, i legede i var på værtshus og danse, alle morede sig kosteligt også de  2 gamle, på sådan et tidspunkt ser vi tit på hinanden, og siger "hvad har vi dog gjort", siden vi har måttet få 3 så dejlige unger, der breder sig en varme ud i kroppen, og vi føler os uendelig rige.

***

***

Den 28 januar 1984

Anne har lavet et fint brev med tegning i til  Ann i skørping, hun kommer ind til mig og spørger efter et frimærke til at sætte på, jeg svarer at vi ingen har. Hun går rundt en tid, og ærger sig en del, så kommer vores kvikke hoved Jesper til hjælp "Anne vi har da nogle mælkemærker" siger han glad. Han er ikke til at stå for, og det lyste op på Annes humør.

***

Den 27 januar 1984

Anne går og hænger lidt med hovedet, hun har lige sagt farvel til sin bedste ven og og legekammerat Mogens. Det sidste år har de kunnet lege fra morgen til aften, i bedste fordragelighed, aldrig et ondt ord i mellem dem, altid vist hinanden overbærenhed og hjælpsomhed, et meget sjældent syn. Mogens har været velkommen her altid, han har også været meget hensynsfuld og god mod Jesper og Jannie. Han havde en fantasi man til tider måtte misunde ham, og når i to legede sammen, havde han en evne til at rose dig, og få dig til at tro på dig selv og dine evner, var det en hule i lavede, viste han med stor tålmodighed hvordan du skulle gøre, selv om du ikke troede du kunne, når så du havde lavet et forsøg, som ikke var alt for kønt, roste han dig og du fik mod på at gå videre. Til gengæld nævnte du aldrig et ord om hans særhed, han var militærtosset (hvilket han blev drillet med i skolen). Jeg tror også at han nød dit venskab, fordi du acepterede ham som han var. I kunne godt være uenige, så fandt i en fælles løsning uden problemer. I har lavet mange ting sammen, en dag kom du hjem og fortalte, at i havde lavet franskbrød, og Mobbe havde kastet dejen op i loftet, så den hang ved et stykke tid, inden den faldt ned igen. Det var vældigt, men et umage par det var i, han var to klasser ældre end dig, det betød intet, det skal også nævnes at jeres venskab kunne give problemer, for det var lidt svært for de andre kammerater at se på. Det kneb nemlig somme tider, at tage de andre med i legen, men det lærte i dog til sidst.

Mogens er flyttet til Bjørnholm 5 km.væk, så vi har lovet dig at du må besøge ham, og at han må komme her lige så tit han vil.

***

Jesper 5 år. 1983

Jesper kan ikke spise mere og går fra bordet, så får han besked på at spise op, hvorefter han undskylder sig " det er også den pølse den er alt for lang", han spiste ikke op.

***

Anne 9 1/2 år 1983

Hun er vores væggeur, Anne er så bange for at komme for sent op om morgenen, så vi har ordnet det sådan, at hun selv har fået et væggeur. Det resulterede i mange gange, at det er hende der går og kalder på os, for hun skal ihverttilfælde mindst en time op før hun skal afsted, til tider fordriver hun tiden med at smøre sin egen madpakke, og lave kaffe til far. Se hvilken pige, gad vide om det vil forsætte sådan. Det er nu altid en god ting at kunne komme op om morgenen. Til gengæld går hun også i seng kl. 20.30.

Hendes skræk for at komme for sent op, stammer nok fra at jeg arbejdede om aftenen, og derfor skal sove længe næste dag, og hvis tiden så har været knap, og der er blevet jaget på, er hun træt af det, for hun skal som sagt have god tid.

***

Jannie 2 år. og 3 mdr. 1983

Når jannie skal sove, skal hun selvfølgelig synges for, og killekatten (se den lille kattekilling), er den vigtigste af dem alle sammen. Far har knap så meget tålmodighed som mor, og det ved du, så når mor er på arbejde, foregår det til tider således: Jannie bliver lagt i seng med godnatsangene, se den lille kattekilling og den lille Ole, alt er i sin skønneste orden indtil hun for femte gang skal synges for, så taber far tålmodigheden og siger, "kan du så sove", svaret er NÅ og inden han er ude af døren lyder det, "killekatte, kattekille, killekatte, kattekille" osv. om ikke andet kan hun da selv.