MINE ERINDRINGER

***

Jeg har gået i de små skoler da jeg var barn, det har jeg før beskrevet. 7 -8 - 9 - 10 gik jeg på Allingåbroskolen.

Mit bedste fag var formning, vi havde en lærer der hed lærer Andersen, han var en fantastisk rar og venlig lærer, der forstod at få os til at tro på os selv, og vores evner, vi havde været hjemme ved ham selv og set hans Atelier, der stod et skakspil han havde lavet i keramik, jeg var vildt betaget af det, sådan et ville jeg lave, jeg havde ikke lige tænkt på at det var enormt tidskrævende, min lærer gjorde mig opmærksom på det og sagde "du kan bare gå i gang Maritzen", det var mit kælenavn, som han altid brugte.

Det var virkelig tidskrævende, nogle af brikkerne tog op til 4 timer at lave. Jeg pakkede figuren som jeg var i gang med ind i plastik og puttede den i min madkasse, så jeg kunne arbejde videre på den der hjemme, og tage den med til næste formningstime, når jeg tog den ud af madkassen, var de blevet trykket, og måtte rettes på, når jeg kom i skole igen, man kan stadig se trykket på brikkerne

Jeg gik i 8 klasse, og da skoleåret var færdig, var jeg ikke færdig med brikkerne, der skulle laves 34 brikker, 2 extra bønder, så der var nogen at slå i stykker af.

Jeg forsatte i 9 klasse og var sommetider opgivende, så sagde lærer Andersen drillende, nej jeg tror heller ikke du kan lave dem færdig, det dur du slet ikke til, og så forsatte jeg, det var en stor dag, da de var blevet brændt og stod færdige.

Da jeg var barn, havde vi ikke ret mange legesager, så fik vi ind imellem lov til at kede os. En dag jeg lå på gulvet i stuen og kiggede op i loftet, tænkte jeg, hvis vi nu kunne vende huset på hovedet, så kunne jeg gå på loftet, det kunne jeg virkelig godt tænke mig at prøve, og når jeg skulle gå fra stuen ind i et værelse, så skulle jeg løfte fødderne over dørkarmen for oven, for døren gik ikke helt op til loftet, og hvis ledningerne til lamperne var stive, ville de stå som blomster, og de fritliggende bjælker ville jeg kunne balancere på. Ja det var tidsfordriv i gamle dage.

***

***

Når vi boede på en gård, så havde vi selvfølgelig mange katte og når der var tid for killinger, gik jagten ind for at finde dem, som lidt ældre blev jeg rigtig god til det.Jeg gik op på halmloftet med kattemor, satte hende ned og snakkede med hende, for derefter at gå et stykke væk, satte mig ned i halmen og ventede. Efter et stykke tid gik katten op mellem halmballerne og så fulgte jeg efter i behørig afstand, så var der gevinst.



TØRRESNOREN.

Da vi var børn havde vi en meget lang snor til at hænge vasketøj på, der var store lagner og håndklæder m.m. der blafrede i vinden, og når tøjet tyngede snoren ned, blev der sat en stolpe under, som stod løs på jorden.

Om vinteren kom tøjet også ud at hænge, når der var frost og de blev taget ned, var de stive som et brædt og kunne stå selv, jeg kan endnu huske den friske kolde luft.

Somme tider blev tøjet også hængt op på toploftet.


***

***

Min lillebroder Peter har fortalt en historie om min moders reaktion på hans knallertkørsel.

Vi havde en lang grusvej på knap en kilometer, Peter havde en gammel afdanket knallert han kørte med på grusvejen, den kunne køre og det var så det, der var hverken bremser eller andet der virkede.

En dag kom han kørende i fuld fart på den lange grusvej, hvor han så opdagede at mor havde sat tråd over vejen, hun skulle til at genne kørene ind til malkning, han kunne have kommet rivende galt afsted ved at køre ind i tråden med den fart han havde på. Hvad gør han så, han lægger knallerten ned og kurer med fuld fart ned under tråden, med støvet stående om sig.

mor kommer løbende til, kigger på ham og konstaterer at han er sluppet med hudafskrabninger, og hendes kommentarer var, "din tossede knægt, du kunne jo have slået hul på dine nye bukser".

Mor var hærdet med fire og en halv dreng, jeg så mig selv som den halve.

***

Da jeg var 1 år, blev jeg meget syg, jeg havde fået en byld i halsen og havde svært ved at trække vejret. Far og Mor fik at vide, at de omgående skulle køre mig på sygehuset i Randers, en køretur på ca. 50 km. Det foregik i en gammel Chevrolet bil, så den tur var lang. På turen gik taget i stykker, det var lavet af en slags lærred og det begyndte at blafre, på et tidspunkt blev det så slemt, at far standsede, skyndte sig ud og rykkede taget af og skyndte sig videre. Mor har fortalt at jeg var indlagt i omkring 3 uger, hun fortalte at de ikke måtte komme på besøg, for når forældrene gik, skreg børnene og så mente lægerne, at det var bedre at de blev helt væk. Sådan var det i 1950erne og et stykke tid frem.

Min storebroder Ejnar har fortalt at han blev opereret, fordi hans ene øje skelede og senere for blindtarmsbetændelse, han måtte heller ikke få besøg. Man er heldigvis blevet klogere i dag. Mor har fortalt hver gang jeg så en hvid kittel, skreg jeg i villen sky, f.eks. i brugsen, slagteren eller en handelsmand, det var dårlige minder, men jeg overlevede heldigvis.

***

Kuske-slag

Min og Nielses bolig en vinter, hvor vi boede fra 1974 til 2017

Da jeg var barn, havde vi ikke det gode vintertøj som børn har i dag. Vi havde gummistøvler med meleret uld sokker i, gummistøvlerne var der ingen varme i og vanterne var hjemmestrikket, som blæsten kunne blæse lige igennem og let gøre våde.

Min mor strikkede ribstrikkede uldundertrøjer, som vi gik i om vinteren. Når vi havde været ude for længe, så blev fingrene og tæerne helt følelsesløse og når vi så kom ind i varmen, stak det og gjorde afsindig ondt, når de tøede op. Mor brugte ordet at det pærede i fingrene og tæerne. så fik vi at vide at vi skulle putte fingrene i kold vand, det lindrede smerten. Den gang lavede vi kuskeslag og så tit folk der frøs, lave kuskeslag, det ser man ikke i dag. Jeg har lige læst i samvirke at ved at gå rask eller lave kuskeslag, kan man fire eller femdoble varmeproduktionen, løb kan 20 doble varmen.

***

Min klasse, det er mig til venstre for neden

Jeg har gået  i de små stråtækte skoler, som man kaldte dem, 1og  2 klasse i Rygårdstrand, 3 og det halve af 4 klasse i Fjerupgårde, det halve af 4 og 5 i Stenbergholt, 6 i Nørager, 7, 8, 9, 10 i Allingåbro og den 1 årige Handelsskole i Grenå.

Den historie jeg vil fortælle, handler om en dreng hvis navn jeg ikke vil fortælle. Vi gik i første klasse, jeg husker ham som en sød dreng, jeg fornemmede han havde nogle forældre der var gode ved ham.                 

En dag midt i timen rakte han hånden op og spurgte om han måtte gå ud og lave pøj pøj, siden den dag har han heddet pøj pøj. Læren var ikke god ved ham, han rykkede ham så meget i ørene, at hans øre revnede for neden og jeg husker ikke at han havde fortjent det. Han blev moppet af både lære og elever. Jeg håber inderligt at han har det godt i dag, og jeg har tænkt på ham mange gange siden.                           

Det jeg vil fortælle, skete i frikvarteret, drengene havde gravet et hul i skolegården, med en diameter på ca. 30 cm. Og nu ville de putte ham ned i hullet, med hovedet først. Drengene og pigerne stod i hver sin lejr, pigerne som tilskuer, da de havde fået ham hen til hullet, kunne jeg ikke holde det ud længere, jeg løb over og rykkede i drengene, for at få ham fri, det lykkedes, så blev der råbt," de er kærester", så skulle drengene holde ham og pigerne skulle holde mig, derefter skulle vi slæbes ned bag et skur, hvor vi skulle kysse hinanden, de nåede aldrig så langt, jeg var en stærk pige fra landet, der var vant til at klare mig mellem 4 brødre. jeg har aldrig været et mobbe offer, det bed sig aldrig fast og jeg var ligeglad med, om jeg var anderledes, men jeg havde og har en stærk retfærdighedssans, men dog ikke sagt at jeg var og er fejlfri.                   

Som voksen har jeg malet meget, jeg har bl.a. malet skolegården med pigerne til højre og drengene til venstre for hullet og bagerst skuret. Læren står nederst i venstre hjørne.                                                                             

Min storebroder hadede læren og kaldte ham et dumt s…. Han mødte ham som voksen på en kro, der gik han hen og løftede ham op i kraven og sagde ”du er et dumt s…, men jeg gør dig ingenting, for jeg er ikke lige som dig, satte ham ned og gik sin vej.

***

Da jeg var barn.

Det er mig på stylter og min lillebror Peter ved siden af. I baggrunden kan man se et poppeltræ med et hul forneden, træet var hult, hele vejen igennem.

Jeg kravlede op i træet og kurede ned igennem det, og møvede mig ud gennem hullet for neden. det gik vældig fint, ind til en dag hvor jeg nær ikke var kommet ud, jeg havde ikke prøvet det længe, og havde ikke tænkt over at jeg havde vokset og blevet større, så var det slut med den leg.

***

Jeg har lige været på ferie på Møn, der så jeg en gammel transformatorstation. Jeg kan huske transformatorstationerne, da jeg var barn, der stod mange rundt omkring, nogle var murede, nogle var lavet af grå blikplader m.m.

Transformatorstationerne dukkede op, da elektriciteten skulle ud til forbrugerne omkring 1920, de skulle transformere den elektriske spænding ned, så strømmen kunne bruges af almindelige brugere, der er ikke mange tilbage i dag.



***

Når jeg fortæller om min barndom, siger Niels min mand " ja men du boede da også langt ude på landet", han kan ikke altid nikke genkendende, til det jeg har oplevet.

Da vi var børn om sommeren, og vores gummistøvler skavede og var for små, tog mor dem, klippede skafterne, og det øverste af tåen på snuden af, så kunne vi bruge dem som sommersko.



***

Jeg boede langt ude på landet og skulle jeg nogen steder, så måtte jeg cykle. Jeg tror jeg gik i 5 klasse, mine klassekammerater spillede håndbold og ville jeg spille håndbold, måtte jeg cykle de 6 km. til Nørager for at være med. At blive kørt i bil , var en utænkelig tanke, den eksisterede simpelthend ikke.

Cyklerne var ikke i den stand som cykler er i dag. Lyset på cyklen var en dynamolygte. Det var ikke ret tit at lygten virkede, dynamoen der rullede på dækket kunne sidde løs, pæren kunne være sprunget, mange lygteglas var faldet af, om vinteren når der sneede var dynamoen heller ikke stabil. Det bevirkede at de fleste gange cyklede jeg  i mørke. Nogle gange var der så mørkt, at jeg cyklede efter telefonspælene, ved at se op mod himmelen kunne jeg ane dem. Der var især en strækning jeg ikke brød mig om, der var skov på begge sider af vejen, og når jeg nåede der til, var der varmere på den strækning da der var læ, den varme fornemmelse forbandt jeg med uhygge, da skoven sluttede tæt om mig.

Da jeg var 14 år, sprang jeg et ledbånd i min fod og jeg fik gibs på. Jeg cyklede med gibsfoden og måtte flere gange på sygehuset, for at få gibsen forstærket, den sidste gang fik jeg skæld ud.

Vi havde en 1 km. lang grusvej op til gården. Om efterår og vinter når der regnede eller var tøsne, blev vejen en mudderpøl og cyklen sank i, tynget ned af den tunge skoletaske, når jeg var træt føltes vejen næsten uoverkommelig og jeg følte mig meget lille.





***

Bageren fra Nimtofte Frede Sjørup Simonsen kørte landtur med brød og kager, jeg tror det var fra dagen før. Han kom i bil og lukkede en dør op i siden på den, hvor han trak hylder ud, hvorpå kagerne lå. Min ynglingskage var en roulade med marcipan om, og der var pletter på, der så ud som de var lavet med fingre, jeg sagde altid til mor, vi skal have den med fingrene på. Mor købte altid et almindelig franskbrød med birkes, som vi fik søndag morgen, det blev skåret i skiver og lagt i ovnen, så de blev som ristet brød.


Neden under her, en lille beskrivelse af Nimtofte bageri og Hotel, skrevet af Erland Skovbjerg.

Nimtofte Mølles bageri havde eksisteret i mange år. Det blev drevet af bagermester Poul Rafn. I dette bageri blev Frede Sjørup Simonsen udlært og efter sin læretid sejlede han med ØK’s Jutlandia og arbejdede i nogle år i Draaby, inden han kom tilbage og købte bageriet på Møllen i 1947. Han åbnede udsalg oppe i byen indtil han i

1957 køber Nimtofte Hotel og drev begge forretninger. Bageriet på Møllen havde haft mange landture i omegnen, og Frede Simonsen fortsatte med disse ture.

Hotellets køkken var i gode hænder, idet hans hustru Hilda stod for madlavningen godt hjulpet af sin svigermor, Thilde Simonsen. Det var et par gode køkkenchefer, som mange Nimtofte-borgere husker den dag i dag.

I 1961 var det nødvendigt med udvidelser og man byggede det nye bageri i disse lokaler, og der var skabt grobund

for bageriets fortsatte drift.

1974 bliver bageriet overtaget af Kurt Simonsen, en søn af Hilma og Frede. Samtidig blev hotellet overtaget af sønnen Simon. Kurt og hustruen Iris førte bageriet frem til at blive en betydelig forretning, men i 1997 kunne det ikke klare konkurrencen mere, så det var nødvendigt at lukke bageriet.


Der blev kørt Brugsvarer ud engang om ugen, mor ringede ned til Brugsen, og bestilte det hun skulle have. Når varen blev leveret, blev chaufføren budt på kaffe, og far trak skuffen ud, som sad i siden af spisebordet, her tog han en pakke grøn Cecil, og en pakke rød Prince og lagde over til gæsten (far og mor røg aldrig), og så gik snakken om hvad der skete rundt omkring. Vi børn lyttede med, men blandede os aldrig i samtalen, men det var en kærkommen afveksling at lytte med, der skete jo ikke så meget her ude på landet.

***

Her er et billede af mine 2 ældste brødre Ejnar og Ole, de hygger sig med en sukker mellemmad.

Når jeg blev sukker sulten, smurte jeg en rugbrød med smør, holdt den hen over sukkerposen, og hældte sukker ned over rugbrøden, og rystede rugbrøden, så spiste jeg rugbrøden med det sukker der hang ved smørret. Absolut ikke noget jeg kunne tænke mig at spise i dag.

Når vi skulle være alene hjemme, måtte vi få røræg. En æggeblomme med sukker i, som vi sad og rørte med en teske, når vi rørte længe nok, forsvandt sukkerkornene helt. Det var bare godt.

***

Det flade maskinhustag havde jeg hoppet ned fra, selv om det var en lidt hård landing, så vidste jeg at skulle jeg ryge ned af bliktaget, så ville der sandsynligvis ikke ske noget. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde er faldet ned. Jeg fik aldrig at vide at jeg ikke måtte kravle på taget, kun af min storebror Ole, for som han sagde, du skal ikke kravle på det tag, du kunne ødelægge tagpladerne.

Da jeg var barn, kravlede jeg tit på taget af vores gård. Jeg kravlede op inde i gården, og gik op i skotrenden, derefter videre op på toppen af aspesttaget. På aspesttaget groede der mos, og når man rusjede ned af det, rev det tørre mos sig løs, og så var det ikke til at stoppe nedfarten. På bagsiden af aspedsttaget kan man ane 2 kviste, der gled jeg ned at taget, og brugte dem som stopklods, det var de eneste steder, jeg turde at glide ned af på aspesttaget.

Jeg brugte derfor kun bliktaget til at glide ned af, for der kunne man stemme fødderne mod rillerne, og holde mig fast på den måde, når jeg skulle op igen, holdt jeg med fingrene om rillerne, og kunne på den måde komme op igen. Jeg gled som regel kun ned på bagsiden af bliktaget til højre, for der var græs neden under, og jeg sørgede for at glide ned, der hvor der ikke stod harver og maskiner, hvis jeg skulle ryge ned, så ville jeg lande i græsset.

***

Somme tider kom der en fiskehandler på cykel, helt ud på landet til os, han havde en kasse på  cyklen hvor der var lagt fisk på is. Jeg kunne spise alle fisk som barn, det var en god spise, vi fik det jo heller ikke så tit.


Fiskehandleren Aabenhus fra Fjellerup, ses her på sin cykel.

***

Uldhandleren Chr. Pedersen fra Ry.

Jeg kan huske at når vi så en cykel på vej op til os, hvor der var en kuffert på begagebæren, så løb vi ind til mor og råbte Ry kommer Ry kommer, det var spændende for os børn, når han åbnede sin kuffert, der var synåle, fingerbøl, kulørte kamme, tørklæder og børster, alle mulige finurlige ting, mor købte altid lidt, han kom måske en gang om året

***

Vi måtte ikke gå ind til tyren.

Vi havde kvier til at gå på en mark, hvilket jeg har beskrevet tidligere.

Da jeg blev lidt ældre fik far en stor tyr, som så kom til at gå sammen med kvierne. Vi blev nøje indprentet, at vi ikke måtte gå ind i indhegningen, da tyren kunne være farlig og i værste fald slå os ihjel.

Pandekage opskrift.

250       g.   mel

 1,5  tesk.   salt

 1,0  tesk.   sukker

 5,0     dl.   mælk

 4,0   æg.   æg

Det hele piskes sammen, og hviler en halv time, og steges på en meget varm pande, jeg bruger becel til at stege i, pannekagerne skal spises lige fra panden, så er de bedst. 

Om sommeren, lige så snart jeg opdagede at brombærene var modne, skulle jeg op at plukke dem. Brombærene var oppe ved den lille mose, hvor kvierne og tyren gik, jeg kunne se dem græsse langt oppe på marken, jeg tænkte vejen var meget kortere hvis jeg stak tværs over marken, jeg gik under tråden, og så løb jeg alt hvad jeg kunne, jeg var rædselsslagen og følte tyren var lige i hælene på mig, jeg rullede ud under tråden og da jeg kom på benene, kunne jeg se at de bare havde græsset videre uden at ænse mig.

Men siden har jeg flere gange haft mareridt om, at tyren kom løbende efter mig.

Jeg fik plukket brombærene, og jeg vidste at når jeg kom hjem, skulle brombærene moses med en gaffel, og blanders med sukker, og så ville mor lave pannekager, som vi så spiste til.

***

Herover ses kvierne, og ved træerne i baggrunden ligger mosen, hvor vi hoppede på totter.

Legepladsen.

Vi havde en græsmark hvor kvierne altid gik om sommeren, i den ene side var der en lille mose med totter, det var en yndet legeplads, der var et lille vandløb i den ene side, ikke særlig stor, man kunne nemt hoppe over. Vi lavede broer over vandløbet og hoppede på totter i mosen, jeg fulgte mine brødre, fra jeg var lille, og vovede mig jævnligt ud i noget, jeg nok ikke var gammel nok til. I den anden side af mosen var der et stort brombærkrat, hvor kvierne havde lavet et stisystem, som vi så legede i.

Marken stødte op til skellet til naboen, og 100 meter inde lå en bundløs mose.Vi havde fået at vide at den skulle vi holde os fra, vi snakkede om hvor

Pilen øverst viser den bundløse mose, som var forbudt at lege i. Pilen i midten viser den lille mose ved kvierne. Den nederste pil var  min far og mors gård

dyb den mon var, og jeg havde en indbygget angst for den, og jeg kunne mærke angsten helt ind i maven, det var ingen problem om sommeren, der var ingen totter, og den var dyb lige fra kanten af. Men om vinteren når der kom is på, kunne vi ikke lade være af prøve, om isen kunne bære, og gik 2-3 meter ud, med en lammende angst og min mors formaninger i ørene, der skete heldigvis ikke noget

***

Tørke.

Min far og mors gård var ca. på 64 tønderland, jorden var ikke så god, derfor var udbyttet heller ikke så stort. Jeg vil altid huske en bestemt sommer, jeg var måske 14 år, den sommer var ualmindelig varm, regnen udeblev, og vi børn fornemmede de voksnes bekymring. Når jeg cyklede fra skole, så jeg kornmarkerne, hvor stråene stod og råbte til hinanden, tiden gik men der kom ingen regn, når far og mor snakkede, var det med lav stemme, og der blev ikke sagt meget, deres bekymring hang i stuerne, hvad skulle dyrene leve af til vinter? Så kom dagen, det regnede og det regnede rigtig meget, alle var kommet ind i stuerne, mine søskende, far, mor og jeg stod i en lang række og så ud på den livgivende regn, der blev ikke mælet et ord, der var en hel speciel fornemmelse, synet, lyden, duften, fællesskabet, da regnen stilnede lidt af sagde far,det er bare synd, det er for sent den kommer, skaderne er sket.

Børn fornemmer og hører langt mere, end vi regner med. I vores lille Malerforretning, gik økonomien som alle andre steder op og ned, og så kommer jeg til at tænke på nedenstående historie, som trækker tråde til

mine barndomsminder.

Niels, mig og Jannie er færdige med aftensmaden, så spørger Jannie "gider i høre mig spille klaver" og vi svarer "ja det gør vi da". Jannie rejser sig og går ned til klaveret, inden hun når derned vender hun sig om og siger "også uden i snakker bank, penge og den slags ting".


***

September 1994 Køkkenspisebordet.

Jeg har opgivet at have spisebordet i køkkenet til at se pæn ud.

Det er og bliver en kommandocentral, ovre ved Nielses side ligger der altid en stak vigtige papirer, som han skal se på, når han kommer fra arbejde, tilbud der skal gives, regninger der skal skrives, ting som skal huskes o.s.v. ovre hos mig, ligger der en blok, eller min kalender, eller ting jeg skal læse, men som må vente til senere på dagen. Så kommer posten og stakken bliver sorteret i bunker, de kommer også til at lægge på bordet, til de skal ekspederes videre. Ved Jannie ligger der lektiebøger, som skal huskes og laves i dag. Ved Jesper ligger der et brev, som er kommet med posten, som han skal have, når han kommer hjem fra skole. Under askebægeret ligger der 2 shecks som skal i banken, og midt i det hele står mit uundværlige kop kaffe. Kommer der gæster, naboer der kigger ind, rydder vi en plads foran vedkommende, og så går snakken.

kommandocentralen

***

Vores gamle sofa.

Jeg husker tydeligt, da vi var ude og købe den, det var ude i centralmøbellageret i Randers, en blanding af nyt, gammelt og antik, vi havde set på det hele, og den brunmelerede sofa var vi faldet for, den var et år gammel og så ud som ny, det var lidt i overkanten for, hvad vi havde råd til, 4.000,00 kr. var mange penge, til sidst blev vi enige om, at vi fik sofaen til 4.000,00 kr. men så fulgte der et sofabord med. Stoltheden kendte ingen grænser, da sofaen stod i vores stue, vi syntes vi havde verdens flotteste hjem, en sofa uden pletter og huller.

Da vi havde haft sofaen i 10 år, var den slidt op. Hvad den har været vidne til er ikke småting, katten har fået killinger under den, syge børn har hygget i den, og lørdag aften har vi alle lagt i den, i en stor bunke med arme og ben flettet ind i hinanden, nærkontakt af første grad, utallige er de aftner, hvor jeg er faldet i søvn med hovedet  på Nilses lår, fuldt udstrakt med plads til katten på det sidste stykke, og et barn liggende på min mave og middagssøvn hvor hovederne har lagt hen til hinanden, utallige er også de gange hvor Niels har bandet hele familien langt væk, fordi alle vi andre elskede at lægge oven i ham. Blackie har slæbt omkring et tons jord og vand op i sofaen og ikke at forglemme hundehår. Der har såmænd også været kattelopper i den. De gange der er bygget huler af hynderne og de gange de

 er blevet brugt til springmåtter, når ungerne udfollede sig som gymnaster, og far og mor sad som tilskurer.Utallige er de gange vi har bandet den langt væk, fordi hynderne skred ud, og vi lå og sad halvvejs på gulvet. Vi har igen fantaseret om en ny sofa i mange år, glædet os usigeligt, og så kom juleaften  1993, da lå der en chek på 8.000,00 kr. fra far og mor. Det var som bestemt for en ny sofa, glæden var ubeskrivelig, den nye sofa skulle være perfekt, og Niels ønskede sig en 3 og 2 personers sofa i stedet for en hjørnesofa, for som han sagde, så kan i ikke alle komme til at lægge oven i mig. Den dag sofaerne skulle komme var ulidelig, aldrig har en dag været så lang, var den nu pæn når den kom ned i stuen, passede farven o.s.v. Sofaerne et hjørnebord og et sofabord havde immervæk kostet 18.500,00 kr. det skulle bare være en flot stue, og det var den. Alle beundrede den cognacfarvede læder stue, der var blød som en dyne, men nu da vi har haft sofaerne i 2 måneder, er den stadig lige køn, men hvor jeg dog savner Nielses lår og lægge mit hoved på, og den dejlige fornemmelse, når vi alle lå oven i hinanden. Hvis jeg vandt en million, ville jeg købe mig en ny hjørnesofa, men ind til da må vi nøjes med toeren og treeren, det kan da også være, at jeg vender mig til det en dag, men jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme til at savne min gamle grimme udslidte sofa som jeg gør.

***

Jeg har en tilståelse, december 2018

Jeg kommer med den her i fuld offentlighed, hvis man fortæller det højt, er den nemmere at leve med.

Da jeg var barn, boede vi ved siden af Ramtenskoven. I skoven arbejdede der en mand som hed Kristian, i mine øjen var han en gammel mand, og han var rar. En dag jeg kedede mig, sagde jeg til min mor, "jeg løber ned i skoven og leder efter Kristian", jeg har vel været omkring 7 år. Først skulle jeg over en grøft, som løb langs skoven, og så skulle jeg finde en vej i vildnisset, så jeg kunne komme frem. Jeg var lidt bange for at fare vild, så jeg indprintede mig nøje, hvad jeg gik forbi, så jeg kunne finde tilbage. Efter et stykke tid begyndte jeg at råbe "hallo, hallo, hallo", og når der intet svar kom, gik jeg videre og efter et stykke tid, gentog seancen sig igen, "hallo, hallo, hallo. Nogen gange fandt jeg ham ikke, andre gange gjorde jeg. Noget af det jeg husker var, at han var meget vejrbidt, og hans nakke var mørkebrun med harlekins mønster i dybe fuger, mærket af at være ude i vejr og vind. Når jeg tænker på dette, går det op for mig, at det måske er derfor jeg har en ualmindelig god stedsans, det har simpelthen været en nødvendighed for mig, i hele min opvækst, for at kunne klare mig. For mig er problemer til for at blive løst, der er altid en løsning på alt 

Den ene pil er mit fødehjem, den anden  hvor Kristian passede skoven.

***

***

Jeg har passet Ragn og Pelle til overnatning, når Ragn skulle sove, blev han kørt i søvn i klapvognen, og derefter lagt i seng, let og smertefrit. Så er det at jeg kommer til at tænke på min mor, hun puttede mine børn i en trillebøre, og brugte den som klapvogn, hvor svært kan det være.

***

Jeg synes denne tekst er sjov, men det er jo nok fordi jeg selv har noget på sidebenene.

***

Fuglemoreller.

Da jeg var barn, var syltede fuglemoreller med råcrem vores

ynglings dessert, som vi fik om søndagen. Morellerne var

meget små, så stenene blev ikke taget ud, vi sad så og

spyttede stenene ud, langs frem som vi spiste dem.

Moreltræerne stod i skellet på markerne, og jeg hjalp altid

min mor med at plukke, vi kravlede op i træerne og

plukkede, somme tider havde vi traktoren med og så stod vi

på taget af førerhuset, så kunne vi nå de yderste små grene.

Når vi samlede sten fra marken, blev de lagt i skellet. En dag

tog jeg en pause fra plukningen og balancerede så på

stenene, mor sagde pas nu på, hugormene lægger på de

varme sten, vi havde stor respekt for hugorme, for vi havde

fra helt lille lært at de var meget farlige, og vi altid skulle

passe på. Jeg kunne ikke se nogen hugorme og forsatte, lige indtil

min fod var ved at træde på en, der lå med sine unger, da

stod verden stille, og derefter løb jeg 100 meter ud i roemarken,

og nylig der gav jeg skrækken frit løb, jeg skreg af mine lungers

fulde kraft 3 til 4 gange efter hinanden, jeg har hverken før eller

siden skreget så højt og længe, af angst og forskrækkelse.

Mor grinede bare af mig og sagde," jeg sagde jo du skulle passe

på" og så plukkede hun videre. Man var ikke så overpylredret den gang. Når jeg skriver dette kan jeg stadig fornemme den skræk der sad i mig. Jeg har senere læst at hugormeunger fra fødslen har giftige hugtænder. Der var en gang en der spurgte mig hvorfor ser du altid ned i jorden når du går, svaret er: Jeg er født på landet og har lært, at man skal se efter hvad man træder på. 

 

Handelsmanden

En ting jeg klart husker, (jeg var vel omkring 5 år.) var at far havde besøg at en handelsmand. Han havde mørkebrune terilenebukser og sorte træsko på, tillige med en hvid kittel der nåede til knæene. De levede af at køre fra gård til gård og handle med kreaturer og grise, sælge dem videre og prøve at tjene på dem. Børn af den tid, var opdraget til ikke at blande sig i de voksens samtale, så vi var hensat til at lytte, hvilket heller ikke var at foragte, når vi boede langt ude på landet. Det var nemlig en kærkommen oplevelse, for den gang havde man ikke alverdens elektriske spil, video, edb. m.m. eller mange forskellige fritidsaktiviteter uden for hjemmet, så som gymnastik, fodbold, håndbold, musik, svømning o.s.v. til at underholde og fylde hverdagen med. Altså far og handelsmanden gik på gårdspladsen, og diskuterede begge med hænderne på ryggen, og i samtalens forløb, sendte de af og til eftertænksom en spytklat til siden. Jeg kom et par meter efter dem, i ærbødig afstand, også med hænderne på ryggen. Jeg prøvede også at spytte, men kunne ligesom ikke rigtig gøre det lige så henkastet. Det endte som regel med at spytklatten hang ned af hagen, for når jeg havde spyttet en enkelt gang, var min mund helt tørlagt, og jeg undrede mig over hvor de voksne fik alt det spyt fra. Da besluttede jeg mig for, at det måtte jeg øve mig på, for det var helt sikkert en vigtig ting at kunne, man brugte det jo jævnligt som voksen, lige som for at vise at man havde styr på tingene, og jeg syntes det så flot ud, når man rigtig kunne. Så var det, at jeg igen tænkte, hvis jeg nu havde været en dreng, mon jeg så bedre kunne, for damer gik jo ikke sådan og spyttede, min mor gjorde ihverttilfælde aldrig.

Da jeg var barn gravede vi kanaler i indviklede stisystemer og vandslangen kunne ligge en hel formiddag og løbe, for at forsyne kanalerne med vand.

Når jeg så ser Ragn her, han elsker også at lege med vand, men når der er gået 5 min. må legen slutte, man ødsler ikke bare med vand på den måde, da jeg var barn var den tanke ikke eksisterende.

***

***

Når jeg besøgte min bedstemor og bedstefar i Kni, blev bedstemors knapkasse ofte brugt som tidsfordriv, finde de fineste knapper, sortere i farver og størrelses, hver gang jeg ser en knapkasse, så mindes jeg den tid 

***

Mit fødehjem "Munkhuset"

Når jeg ser på kalven, som jeg har arvet fra min far og mor, kommer jeg til at tænke på, at jeg somme tider blev sendt op i marken, på den lille grå ferguson, for at flytte kalve og give dem valle, jeg var ikke så stor så jeg kunne nå pedalerne, så når jeg skulle skifte gear, skulle jeg stå op og lade hele min vægt trykke koblingen ned, det var ikke lige nemt.

Når jeg kom frem, skulle kalvene flyttes til frisk græs, de stod tøjret med en jern tøjerpæl,som skulle rykkes op, og slåes i igen, så fik de vallen i en spand, og så var det hjem ad igen.

***

Min svigerdatter Heidi har læst min historie om den grå Ferguson, og til min overraskelse fortæller hun, at hendes far havde sat træklodser på pedalerne så hun kunne nå dem, hun kørte kornvognen ved siden af mejetærskeren, hun er trods alt meget yngre end mig, hun har lige været i Riga og holde tale for politikere, kronprins Frederik og Mary m.m. de kunne nok ikke lige forstille sig, at hun har kørt kornvogn i høsten, som barn i Hammelev.